Psykisk vold

Det er skadeligt for dit selvværd og din psyke at leve i et parforhold med psykisk vold. Måske kender du nogen, der har oplevet det. Eller du har måske selv været udsat for det?

Hvad er psykisk vold?

I et velfungerende parforhold er magtbalancen nogenlunde lige. Der opstår selvfølgelig uenigheder, men begge parter vil forsøge at nå til enighed, fordi det er det bedste for begge. I et psykisk voldeligt forhold er magtbalancen derimod skæv. Den ene part vil forsøge at styre den anden, blandt andet med kritik, ydmygelser og trusler, så partneren tror, der er noget galt med ham eller hende.

I modsætning til fysisk vold, kan det være lidt svært at definere psykisk vold. Den amerikanske livscoach Barrie Davenport har dog imidlertid påpeget 30 tegn på, om man lever i et forhold med psykisk vold. Her er et uddrag af listen, og du kan læse resten her.

  • Din partner deler personlig information om dig med andre.
  • Din partner spiller offer og prøver at give dig skylden i stedet for selv at tage ansvar.
  • Din partner påpeger ofte dine fejl og mangler.
  • Du bliver beskyldt for ting, som du selv ved ikke er sande.
  • Din partner er ude af stand til at grine af sig selv og tolererer heller ikke, at andre gør det.
  • Du bliver ydmyget og talt ned til, eller der bliver gjort grin med dig foran andre mennesker.

Kan du genkende nogle af punkterne?

Psykisk vold er nu strafbart

Vores politikere har lige besluttet, at man kan straffes for psykisk vold. Mange har nok nikket bekræftende til, at det er fornuftigt, men andre har måske også tænkt – er det nu nødvendigt?

Til det kan jeg kun svare, ja det er det. I min praksis har jeg oplevet flere tilfælde af unge kvinder, der er blevet psykisk mishandlet af en partner.

20-årig kvinde levede i et ødelæggende forhold

Senest har jeg oplevet en ung kvinde, hvis kæreste havde holdt hende i et jerngreb. Han truede og krænkede hende med nedværdigende og ydmygende behandling over længere tid.

Hun var kun 20 år gammel.

Den unge kvinde havde lavet hans opgaver på studiet, mens han havde haft kontakter til andre kvinder. Hun var blevet råbt af, og vennerne havde droppet hende, fordi partneren havde fortalt dem, at hun var en dårlig kæreste. Langsomt blev hendes selvværd nedbrudt, indtil det til sidst var meget langt fra den, hun havde været.

Kvinden var selv meget overrasket over, at hun havde ladet det ske. Men det kan jo netop være en af følgerne ved psykisk vold. Både at man er overrasket over, at man har ladet det ske, men måske også, at man næsten ikke opdager, at det sker, og derfor nærmest uforskyldt drages længere ud af en vej, som man ikke havde set komme.

Derfor er det vigtigt for psykisk voldsramte kvinder og mænd, at den voldsudøvende nu kan straffes. Det fjerner ikke smerten, men man kan i det mindste få oprejsning for det man har været igennem, selvom man måske ikke har erkendt undervejs, hvor slemt det egentlig har været.

Har du været udsat for noget lignende? Eller kender du nogen, der har? Så er der heldigvis hjælp at hente.

Her kan du få hjælp:

  • Tal med en professionel (psykolog eller parterapeut)
  • Du kan være tilskudsberettiget til psykologhjælp. Tal med din læge om det.

Kh. Kathrine